I morgen skal jeg i madklub med nogle skønne veninder. Vi har døbt madklubben "Kringlerne" efter Søren Ryges besøg hos en nordjysk ældre kogekone, som ifølge ham, laver Danmarks bedste kringle. Han skulle efter eget udsagn have smagt en del! Jeg prøvede opskriften af, og selvom jeg vist kludrede lidt i det med remoncen var det en ret god første udgave, som bestemt skal forsøges igen. Kringlen blev serveret til første madklubaften og hermed var navnet fundet.
Som de fleste andre madklubber er vores ret uprætentiøs og gastronomiske krav eller etiketter for indhold og form. Sådan var det sjældent i 1945. Her kommer Dansk Husmoderleksikons svar på hvordan man dækker op med servietter samt hvordan serveringen med rette bør foregå.
Servietopsætning bruges kun ved festlige Lejligheder. For Øjeblikket er den kunstfærdige Servietopstilling ikke paa Mode; Tendensen gaar mod de mere enkle Sammenlægninger. Servietten maa glide ind i den Helhed, et pyntet Bord skal danne, d. v. s. at den skal passe til den Begivenhed, der skal fejres. F. Eks. kræver et Bryllupsbord en mere festlig S. end et Frokostbord. Endvidere skal den være i Harmoni med baade Porcelæn og en let Borddekoration. Endelig bør en Serviet virke saa uberørt som muligt; de kunstfærdige Opstillinger giver næsten altid en forkrammet Serviet.
Tjek, så fik vi styr på det! Hvis nogle ønsker introduktion og billeder til foldning af henholdsvis Hesteskoen, Blomsten, Den franske Lillie, Det lige Baand, Tvillingevandfaldet, Brudelyset, Patricierskoen, Det skraa Baand eller Vandfaldet - sig endelig til! :)
Herefter til serveringen...
Servering maa foregaa saa lydløst og ubemærket som muligt. Sørger Husmoderen selv for S., samles alt, hvad der skal bruges under Maaltidet (Skiftetallerkner, Bestik m. v.), paa et Sidebord ved Husmoderens Plads. Eftermaden holdes varm i ildfast Fad, evt. over Fyrfad el. Varmeplade. Fade m. v. sendes rundt, medmindre Husmoderen vil følge den engelske Skik at samle Tallerkenerne ved sin Plads og rette an til hver enkelt. Stuepige el. fremmed Hjælp maa være vel instrueret, soigneret og ulastelig diskret paaklædt. Nødvendig Bemærkning el. Besked maa gives yderst stilfærdigt, og derudover forholder de serverende sig tavse. Hovedregel for S. er, at alt bydes Gæsten fra venstre Side, mens S., ved hvilke Gæsten ikke selv medvirker, foretages fra højre Side (S. af Portionsanretningen, Udskiftning af Tallerkener, Skænkning af Vin, The, Kaffe m. v.). Den opvartende gaar under S. fremad: ved S. fra Gæsternes venstre Side, fortsættes højre om Bordet; ved S. fra højre Side venstre om Bordet. S. paabegyndtes tidligere ved Værtens Borddame til højre, hvorefter der serveredes for Værten og Gæsterne i Rækkefølge. Var der flere om S., serveredes samtidig for Værtindens Bordherre. Efterhånden er det almindeligt at paabegynde Serveringen ved Værtinden, for at hun kan overtyde sig om, at alt er i Orden. (...). Suppe rettes an ved Sidebord i varmede Tallerkener el. Bouillonkopper (fyldes kun 3/4), bringes paa en lille Bakke el. Tallerken med Serviet og sættes paa Dækketallerken fra højre Side. Salater, Kompot o. a. kolde Ting kan sendes rundt, inden den varme Ret serveres. Kartofler og Sauce anbringes ved den Gæst, der bydes først, saa disse Ting passerer umiddelbart efter den varme Ret. Paa Anretningen lægges Redskaberne (mindst 2) saa bekvemt som muligt, og Fad, Skaal og lign. holdes ved Serveringen i bekvem Højde for Gæsten uden Støtte paa bordet. En Serviet lægges ved S. under Fade og lign. Tallerkener kan skiftes paa flg. Maade: 1) Alle brugte Tallerkener samles fra Gæsternes højre Side paa Bakke el. i Haanden; rene Tallerkener anbringes paa Dækketallerken ogsaa fra højre Side, el. 2) den brugte Tallerken fjernes fra højre og den rene anbringes samtidig paa Dækketallerkenen fra Gæstens venstre Side. Sidstnævnte Metode er mest stilfuld, men tager længst Tid (ogsaa ved større Selskaber kan man have rigelig Betjening). Tallerkener til alle varme Retter maa være varmede. Efter hver Ret fjernes alt, der hører den til, undtagen evt. Vinglas. Inden Desserten fjernes Salt, Krydderier, ubrugt Bestik, evt. Dækketallerken. Dugen børstes for Bordkrummer.
Servering af drikkevarer kommer i morgen :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar