Så er uge 24 godt i gang. Denne uge er hvert år dedikeret mænds sundhed. En somalisk dreng spurgte mig en dag, hvorfor kvinder ikke måtte være med. Vi stod i et køkken og var ved at forberede aftenens menu under titlen "Super mad til Supermænd" og køkkenet var fyldt af mænd i alle aldre. Jeg svarede den 12årige, at mænd desværre ofte dør tidligere end kvinder men at vi rigtig gerne vil ha at mændene også skal leve længere. Derfor en uge hvor sundheden er i fokus kun for mænd!
Menuen denne aften var en god blanding af somalisk og dansk. Ugali, lamb suqaar, bønner, spinat, rødbedetzatziki og til dessert: jordbærgrød med mælk.
Det store tema under spisningen var: skal jordbærgrød serveres kold eller varm?
Jeg har researces i både gamle og nye værker for at få svar på det store spørgsmål...
Dansk Husmoderleksikon:
Jordbær har normalt Sæson fra omkring Midten af Juli til en Uge ind i August, men Sæsonen kan efter Vejrforholdene dog forskydes Aar til Aar, og der findes Sorter, der blomstrer og bærer Frugt hele Sommeren. Gode J. skal være faste, fuldmodne eller næsten modne, røde eller rødgule med hvidt eller rødligt Kød. De bør forhandles med vedhængende Blomst, da de saa holder sig bedst, men Kvaliteten taber sig hurtigt ved Henstand eller længere Forsendelser. J. udmærker sig i ernæringsmæssig Henseende ved et meget betydeligt Indhold af C-Vitamin og er desuden ret rige paa Jern.
Rødgrød koges oftest af blandet Frugt, f. Eks. Ribs og Hindbær, evt. tilsat Solbær, Brombær, Blommer el. lign.; Kirsebær kan anvendes, men har navnlig ved Henstand og ved Tilsætning af Natron eller andre Spare-Sødemidler Tendens til Blaafarvning ved Sammensætning med andre Frugter.
Arla.dk:
"Server grøden lun eller kold med mælk eller fløde til."
Almanakken:
"Selvom mange danskere i dag sjældent spiser frugtgrød, er det i vores bevidsthed en sand nationalret (...). I virkeligheden har vi kun kendt til frugtgrød i godt hundrede år. Det var først med den hjemlige sukkerroeproduktion i de sene 1800-år, at det hvide sukker blev så billigt, at frugtgrøden kunne indgå som hverdagssommerret på de danske middagsborde. En perfekt kogt, lind rødgrød med passende blanding af milde og kraftige bær serveret med iskold mælk og sukker, der knaser, er en kongelig spise. (...) Drys grøden med et tyndt lag sukker, så den ikke trækker skind, og afkøl den i køleskabet.
Svaret må altså være, at jordbærgrød både kan serveres kold og lun, mens rødgrød sættes kold på bordet.
Jeg synes i hvert fald at jordbærene smager fantastisk både rå og kogte, kolde og varme. Og som den somaliske dreng sagde (med jordbærgrød fra det ene øre til det andet): Uhm det vil jeg gerne spise til morgenmad HVER morgen! :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar